Tip: Lav jeres egne kort

På et menighedsrådsmøde kan I evt. lave egne samtalekort til brug på jeres møder i menighedsrådet, til brug i konfirmandundervisningen eller til mødet med menigheden.

Det er ganske gratis. De kan altid ændres og nye kan tilføjes og de får det indhold, som I selv ønsker fx tilpasser jeres lokale forhold.

Samtale- eller dialogkort, hvor der optræder et udsagn med et tilhørende spørgsmål, fungerer godt til at sætte samtalen om et aktuelt og relevant emne i relation til tro og kristendom i gang.

Kort om Gud

Leise Christensen, Religionspædagogisk Forlag (RPF), 2011

Kort om Gud er et legende oplæg til en samtale om Gudsbilleder og tro i enhver tænkelig situation i ethvert kirkeligt regi fx på menighedsrådsmøder, i konfirmand-forberedelsen og sammen med mini-konfirmander. Som en lærerig og sjov ’icebreaker’ til konfirmandforældre-komsammen. I den kirkelige voksenundervisning eller i studiekredse. I den sjælesørgeriske samtale og som en utraditionel vej ind i samtalen ved kirkelige handlinger.

Materialet indeholder 55 kort med forskellige gudsbilleder samt en undervisningsvejledning.

Kan bl.a. købes hos Bibelselskabet og hos Eksistensen.

VibekeMorten3.jpg

Menighedsrådet i Syv Sogn bruger samtalekort

– For mig er det vigtigt, at vi i menighedsrådet ikke kun forvalter mursten. Det er mere nærliggende, hvad vi vil med kirkens liv og vækst, og derfor har jeg været med til at sætte tro på dagsordenen, siger Vibeke Østergaard Steenfeldt fra menighedsrådet i Syv Sogn på Sjælland.

Læs hele historien

Samtalekort fra Grundtvigsk Forum

Hvert år arrangerer Grundtvigsk Forum en landsomspændende samtaledag om et eller andet påtrængende emne af fælles interesse. Grundtvigsk Forums samtaledag i 2017 havde temaet ”Danmark set indefra. Danmark set udefra".

Tidligere år har temaer været ”Eksistens”, ”Grænser”, ”Tillid”, ”Etiske dilemmaer”, ”Folkekirken – død eller levende?”, m.f. Samtalen tager udgangspunkt i samtalekort. På kortene optræder et udsagn med et tilhørende spørgsmål til at sætte samtalen i gang.

Kortene kan bruges på årets samtaledag eller på alle andre dage i året. Kortsæt med de forskellige års temaer kan købes tilbage fra 2010 hos Grundtvigsk Forum.

Kan bl.a. købes hos Bibelselskabet og hos Eksistensen. 

Indre Missions Ungdoms BibelBOOST samtalekort

IMU har udviklet 3 forskellige sæt samtalekort, der på forskellige måder bringer Bibelen i spil i fællesskabet. Her præsenteres kort to af samtalesættene. Kortene kan rekvireres gratis hos IMU.

Bibelcitater: Kortene med 10 centrale bibelcitater minder lidt om klassiske bibelstudieoplæg i miniformat. Der er et kort bibelcitat med nogle tilhørende spørgsmål, som kan danne udgangspunkt for samtalen.

Billedkort: Billedkortene er visuelle og kan derfor give en mere subjektiv tilgang til Bibelen og de bibelske fortællinger.  De består af 15 kort med billeder, der alle er lavet af Helle Noer. Disse kort kan bruges på flere forskellige måder, og der er forslag at hente på IMUs hjemmeside. Gå ind på www.imu.dk og søg på "billedkort".

Dialoogle kort - Visuel kristendom

I hæftet Visuelt Kristendom, skrevet af Pernille Stockfleth og Michael Koefoed findes øvelser til sjove og kreative processer til konfirmandundervisning og andre kirkelige formål, herunder menighedsrådsmødet eller til kirkegængerne. 

Dialooglekortene kan købes eller downloades via https://dialoogle.dk/, hvor der også findes øvelser, spørgsmål og refleksionsark, kurser m.m. – noget koster - andet er gratis.

FDF-kort

Også FDF har udviklet samtalekort.

Der er fx Kort om Gud. Det er en række spørgsmål på små kort, som kan åbne op for en samtale om tro. Kortene kan downloades gratis på https://fdf.dk/_Resources/Persistent/2fa6c3665d8e04bf59979718fcfd6f260aad7576/Kort_om_Gud.pdf - kortene kan evt. lamineres og bruges som de er.

FDF har også kort med spørgsmål, der handler om tro og om andagtspraksis. De kan downloades gratis på: https://fdf.dk/inspiration/forkyndelse/aktiviteter/samtalekort/

En metode, der beskrives på FDFs hjemmeside er speed-dating to og to med 1-2 minutter pr. spørgsmål som alle læser højt. 

Speed-dating kan gøres på følgende måde:

  • Sille og Sigurd står over for hinanden og har hver deres kort med et spørgsmål på. 
  • Først læser Sille sit spørgsmål højt.
  • Sigurd prøver at svare.
  • Sille prøver at svare.
  • Så læser Sigurd sit spørgsmål højt.
  • Sille prøver at svare.
  • Sigurd prøver at svare.
  • Sille og Sigurd bytter kort, rækker hånden op og finder en ny at tale med.

Om at være menneske

Dialogværktøjet er udviklet af Lise Damkjær og udgivet af Kirkefondet i 2016.

Om at være menneske er et samtalespil om vigtige livsspørgsmål. Kirkefondet skriver om spillet, at det er udviklet for at skabe samtaler om vigtige livsspørgsmål, herunder også tro. Det består af en terning og 108 spørgsmål fordelt på 6 kategorier af kort: Tro, Håb, Kærlighed, Fødsel, Liv og Død. Spillet spilles i grupper med 2-5 personer.

Spillet kan anvendes i både kirkelige og ikke kirkelige sammenhænge. Kirker kan bruge spillet i menighedsrådet, til åbne spilleaftener, samtaleforløb i mindre grupper, til konfirmander og konfirmandforældre, og i andre sammenhænge med behov for gode samtaler om store spørgsmål. Hvis man vælger at dele spillet op, kan der købes ekstra spilleterninger og spilleregler. Spillet kan købes hos Kirkefondet.