Det er længe siden, at brændeovnen har været til pænt brug. Nu er den hevet ud af sin sammenhæng og prøver at finde en ny mening her i præstegårdshaven i Hjortshøj nord for Aarhus.

Her bor Iben Krogsdal, en af vor tids mest kendte salmedigtere, sammen med sin mand, sognepræst Morten Skovsted. Engang stod brændeovnen inde i præstegården. Nu bliver den i sin rustne tilstand brugt som depot til brænde og tændstikker ved familiens bålsted.

Sådan er tilværelsen indrettet, at det gamle p. et tidspunkt m. vige pladsen for det nye, for kun på den måde kan udviklingen træde i karakter. Den filosofi er Iben Krogsdal tilhænger af. Traditionen skal der hele tiden skrives videre på, og der er behov for at se p., hvordan det altid moderne menneske kan afspejle sig i tiden. Det gælder også det kristne trosliv.

Derfor er hun optaget af, hvordan og hvor meningsfyldt ordene bliver sagt. Det har ikke mindst betydning, hvis man som menighedsrådsmedlem tager imod Landsforeningens opfordring til at tale om tro.

– Det er spændende, at man nu skal til at tale om troen i menighedsrådene. På den måde får man sagt, at vi er her på grund af noget, der er større end os selv, siger Iben Krogsdal og fortsætter:

– Men det kræver, at man som menighedsrådsmedlem så også har et sprog at kunne bruge i sådanne samtaler. Og dér tror jeg, at en del vil føle sig p. usikker grund. For mange mennesker er det sprog, der bliver talt i kirken, et klubsprog, altså et sprog for de indforståede. Det er et problem, for på den måde dækker sproget ikke vores livserfaringer, og så bliver det en kliché. Kristendommen er ikke noget, du bare kan formulere én gang for alle, fordi det er en levende tro, en bevægelse, der hele tiden skal fornyes.

Derfor mener hun, at vi har brug for hele tiden at arbejde med kirkens sprog, så det også udtrykker troen og Gud på en nutidig måde.

– Vi har brug for et sprog, der kobler kristendommen sammen med livserfaringen. For mig at se kan det kun være et billedsprog med nye billeder på Gud, menneskelivet og de kristne begreber. Når vi taler om opstandelsen, kan det for eksempel være, når vi i livet rejser os efter en krise eller et sygdomsforløb. På den måde kan man sagtens gøre troen konkret uden at gøre den flad og lille, siger Iben Krogsdal.

De måske kristne

Vi sidder i præstegårdens samtalekøkken, som den slags hed i 90’erne. Iben Krogsdal nipper til kaffen og ser ud på en blæsende tirsdag i april. Et kort øjeblik er der en stilhed, der ikke var før.

– Der er en anden grund til, at det kan være svært at tale om troen, siger hun så og fortsætter:

– Jeg tror faktisk, at mange gerne vil tale om troen, for der lever meget usagt i det enkelte menneske. Men mange er bange for at sætte ord på, for emnet er stort, og sætter du for mange ord på, kan sproget risikere at lukke i stedet for at åbne. Det oplevede hun i forbindelse med tilblivelsen af bogen ”De måske kristne”, som udkom i 2012.

Her interviewede hun en række danskere om deres tro, og her slog det hende, hvor store fordommene er, når det gælder troslivet.

– Herhjemme er det en udbredt holdning, at tro er for de særligt udvalgte, og at det at tro handler om fromhed, moraliseren og bedreviden. Det er en tredje grund til, at mange, også menighedsrådsmedlemmer, ikke er meget for at tale om, hvad de tror på. Vi er simpelthen bange for at blive stemplet. Og tænker vi på at sige noget alligevel, er vi bange for, at vi ikke vil blive hørt rigtigt og forstået, siger Iben Krogsdal.

Den syngende tro

Vi er tilbage ved billedsproget. Igen og igen nævner Iben Krogsdal denne formidlingsform – netop fordi den har det med at give plads til fortolkninger og ikke låse den enkelte fast på én bestemt mening.

Hun ser da også billedsproget, især det, der kommer til udtryk i salmerne, som en måde at give troen ord på.

– Salmen kan give os et sprog, vi ikke selv har. Når jeg skriver salmer, forsøger jeg at skabe et sprogligt univers, hvor troen kan ånde – uden at den bliver til en mening om, hvordan verden hænger sammen. Hvis man har gode tekster som for eksempel salmer, prædikener eller litteratur, der kan åbne verden, så giver man mennesker et trossprog. Har man svært ved at tale om troen, kan man synge den, for på den m.de får man alligevel formuleret sin egen tro, siger Iben Krogsdal og fortsætter:

– Jeg kender faktisk mange, der kan synge sig kristne. De opfatter sig ikke som kristne til hverdag, men når de går ind og synger salmer i en kirke, føler de sig hundrede procent kristne. Det går de, fordi salmernes sprog både åbner verden og bærer dem. Bagefter lander de så igen, men der bliver sunget noget til live i kraft af det sprog, de har fået af andre.

Troen på ikke noget

Iben Krogsdal, der oprindeligt kommer fra Mors, er ikke bange for at sige, at hun tror på Gud. Men alligevel gør hun det ikke så tit.

– Når man spørger hinanden om noget med tro, bliver det ofte til et spørgsmål om, hvad man tror på. Så enten kan man svare, at man ikke tror på noget, eller at man tror på Gud, Jesus, eller hvad det nu kan være. Det er ærgerligt, hvis troen på den måde bliver reduceret til en holdning eller til noget, man hurtigt kan krydse af på en liste, og så er man færdig. Det er en fattig forståelse af tro, siger hun.

På samme måde køber hun ikke standardspørgsmålet om, hvordan hendes tro bliver udfordret.

– I det spørgsmål ligger en antagelse af, at du har en tro på noget, og at der kommet noget, der kan slå den i stykker. Det giver ikke mening for mig. Jeg har ingen fast tro, der kan blive slået i stykker af livet. For mig er det omvendt. Det er ikke livet, der truer troen – det er troen, der går ind og bevæger livet, siger Iben Krogsdal.

Salmen som udgangspunkt

Iben Krogsdal er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og siden ph.d. i religionsvidenskab. I 2010 udgav hun sin første salmesamling, ”Vi som er søgende”, og har siden udgivet yderligere fire salmesamlinger.

– Jeg er ret ydmyg over for det at skrive salmer, fordi jeg med salmerne lægger folk ord i munden. Men det er smukt og vigtigt, at vi kan synge sammen, så universet åbner sig, og når vi synger, trækker vi vejret sammen, siger Iben Krogsdal og fortsætter:

– Det er derfor, at en salme kan være et godt udgangspunkt for en samtale om tro. Gode salmer kan give anledning til mange drøftelser. For eksempel kan man tale om, hvorfor en bestemt linje bevæger en, eller hvad man selv får ud af et særligt billede i salmen. På den måde kan salmerne bygge bro til vores egne erfaringer. Og kan man i samtalen berige hinanden og få et større blik for, hvordan troen kan åbne vores virkelighed, er man godt i gang.