Sæt samtalen fri

Der er ikke så meget at tage fejl af. Her i den velvoksne kontorlejlighed i to etager på Frederiksborggade i København er den kristne tro ganske synlig. Der er bibler i alle reoler og i alle mulige versioner, farver og indpakninger.

Måske ikke så underligt endda, for vi er på besøg hos Bibelselskabet, der siden 1814 har været med til at sætte ord på danskernes tro. 

– Det her er det helt rigtige initiativ. Jeg tror, at mange menighedsrådsmedlemmer er faldet i det, nogle kalder foreningsfælden. Birgitte Stoklund Larsen

– Det er vigtigt, at vi tør tale om, hvad vi tror på. Troen hører med til menneskelivet. Det handler om de store ting, der giver mening i livet, der er jo ikke noget ved kun at tale om de små ting, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Hun hilser derfor Landsforeningens tiltag om at sætte troen på menighedsrådenes dagsorden velkommen.

– Det her er det helt rigtige initiativ. Jeg tror, at mange menighedsrådsmedlemmer er faldet i det, nogle kalder foreningsfælden. Det vil sige, at de snakker om dagsordener og referater, som skal til for at drive en forening, men de glemmer, hvad det hele handler om. Eller også tænker de, at det er noget, præsten tager sig af. Derfor er det godt, at menighedsrådene nu bliver opfordret til også at tale om troen. Menighedsrådene er dem, der administrerer rammerne for det kirkelige liv i sognet, s. derfor er det naturligt, at rådets medlemmer kan tale om tro selv, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Den grænseoverskridende tro

Hun erkender, at det ikke ligger til den danske mentalitet at krænge sin tro ud over for andre. Også selvom man er menighedsrådsmedlem. For at få samtalen i gang kan man bruge forskellige teknikker.

– Det sker nok sjældent, at et menighedsrådsmedlem ud af det blå siger, at han eller hun på dagens møde gerne vil tale lidt om nåden. Langt de fleste er blufærdige omkring både de store kristne begreber og det overhovedet at tale om tro. Derfor gælder det om at give folk et alibi til at tage samtalen, siger Birgitte Stoklund Larsen og fortsætter:

– Det kan for eksempel være samtalekort, hvor der på hvert kort bliver angivet et emne. Det er min erfaring, at kortene er med til at f. samtalen i gang, og at deltagerne har lettere ved at finde ordene og de gode svar. Det kan også være en mulighed i menighedsrådene. Hun mener, at det er nødvendigt med gode rammer for samtalerne:

– Man skal være klar på, at det skal være frivilligt, om man vil sige noget. Folk er jo forskellige, og man skal respektere, at ikke alle har modet til at indlade sig på en samtale om deres tro, siger hun.

– Det er grænseoverskridende for mange at skulle tale om troens store spørgsmål. For mange er det langt lettere at gå til gudstjeneste, at lytte, deltage og synge, uden at skulle indlade sig på en samtale om hvorfor. Det er der ikke noget i vejen med. Men mange vil jo også gerne i snak om det, det hele handler om. Derfor er det vigtigt, at man i samtalerne i menighedsrådene giver plads til hinanden – også til dem, der ikke ønsker at sige noget til alle emner eller synes, at de mangler ord. Men der sker jo tit det i en samtale, at man hjælper hinanden på vej, sådan er det også, når man taler om tro, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Den folkelige oplysning

Inden hun i 2015 blev generalsekretær i Bibelselskabet, var Birgitte Stoklund Larsen leder af Grundtvig-Akademiet. Derfor er hun også optaget af den folkelige oplysning.

– Der er flere eksempler på, hvordan kirkelige retninger har været med til at give lægfolket et religiøst sprog. Pietisterne gjorde det i 1600- og 1700-tallet, og Grundtvig og vækkelserne gjorde det i 1800-tallet. De fik folk til at sætte ord p. deres egen tro. Man ville ikke nøjes med, at præsten definerede det, for det skulle man selv. Men det oplysningsprojekt har vi glemt, og det er vel en af grundene til, at der ikke bliver talt så meget om tro i menighedsrådene i dag, siger Birgitte Stoklund Larsen og fortsætter:

– Der er mange grunde til den udvikling. Men en af dem er, at vi har bildt hinanden ind, at troen er privat. Det er den ikke, den er personlig og kan sagtens tåle at blive delt med andre. Den kristne tro er jo ikke hemmelig, og der er ingen skrifter i kristendommen, som kun er for de indviede. Her er kristendommen demokratisk i sin kerne. Det må man gerne være med til at bære videre som menighedsrådsmedlem. For det andet kom der – måske med 68’er-generationen – en så stor modstand mod religionen, at det ikke var nemt at tale om den i det offentlige rum. Det forplantede sig til menighedsrådene, hvor fokus for mange alene blev lagt på de mere praktiske opgaver. Menighedsrådsmedlemmer er jo en slags folkekirkens kernetropper, og når det er sådan, så må man selvfølgelig kunne tale om kristendom i menighedsrådet.

Hun mener derfor, at Landsforeningens projekt er en stor håndsrækning til hele folkekirken.

– Landsforeningen er med til at gøre samtalen om tro legitim. At det er en samtale, der foregår inden for normalområdet, og ikke noget, der skal reduceres til det tredje glas rødvin med vennerne fredag aften. For når det kommer til stykket, vil vi jo gerne tale om de uforklarlige temaer i tilværelsen.

Det moderne religiøse sprog

En bibel er ikke bare en bibel. Det ved om nogen Birgitte Stoklund Larsen, der i lighed med sine forgængere i generalsekretærstolen står i spidsen for et omfattende oversættelsesarbejde.

– Vi oversætter hele tiden Bibelen her i huset, for vi tror på, at et altid moderne sprog er med til at få folk til at reflektere over deres tro. De bibelske tekster er helt oplagt et godt afsæt for en samtale om tro. Det gælder også, når man har nye oversættelser af bibelske tekster. Har oversætterne ramt sagen? Og hvad er egentlig sagen her? Når man selv famler med et religiøst sprog, er det jo oplagt at læse i Bibelen eller salmebogen. Det kan gøre en klogere både på ens egen tro og på andres. Jeg vil da opfordre menighedsrådene til også at sætte bibellæsning på dagsordenen. Ligesom det kan være en fordel at have samtalekort at tage afsæt i, så kan det også være en god ide at have en tekst at forholde sig til, siger Birgitte Stoklund Larsen.